Rekreation & Rehabilitering

Ældre såvel som yngre kan have brug for rekreation efter hospitalsindlæggelse eller i direkte tilknytning hertil, inden man er helt klar til -  og tryg ved - at komme hjem til sig selv. Mange oplever, at de ikke er raske eller friske nok til at blive udskrevet fra hospitalet, selvom de efter lægelig vurdering er færdigbehandlede. De pårørende kan, af forskellige årsager, mangle mulighed for at støtte tilstrækkeligt op om borgeren med en hurtig og uventet udskrivelse lige om hjørnet. Sådan en situation kan typisk være op til en weekend eller en sen aften.

På GuldBoSund tilbyder vi derfor rekreationsophold af kortere eller længere varighed til privatbetalende. For den enkelte vil det betyde ro og tid til at komme sig, så man undgår en evt. genindlæggelse. Et rekreationsophold vil blive tilrettelagt helt individuelt i forhold til det behov, udfordringer og kræfter, den enkelte måtte have. For mange kan bare en enkelt overnatning eller to være nok, for at undgå at blive udskrevet til et tomt hus uden den tilstrækkelige hjælp er nået at blive iværksat.

I forløbet kan vi også tilbyde at hjælpe borgeren i forbindelse med dennes kontakt til hjemkommunens visitation og på den måde medvirke til at sikre, at feks. nødvendige hjælpemidler, personlig - og praktisk hjælp eller lignende er til stede, når borgeren kommer retur til eget hjem efter endt ophold på GuldBoSund.

Rekreationsophold kan, om nødvendigt, efterfølges af rehabiliteringsophold. Se nærmere information omkring rehabiliteringsophold her.