Vores historie

Friplejehjemmet GuldBoSund blev oprindelig indviet som SID´s Energicenter i 1986. Navnet Energicentret er resultatet af en konkurrence udskrevet i forbindelse med kursuscentrets opførelse. Det var SID´s ønske, at skolen skulle bygges af de bedste materialer og af høj håndværksmæssig kvalitet, og det er et virkelig godt, gedigent og smukt byggeri, som har klaret at stå tomt i flere afbrudte perioder.

Det er en kendt sag, at ejendommen har levet et omtumlet liv. Efter 14 år som kursusejendom for fagbevægelsen dvs. Specialarbejderforbundet får storkonflikten i 1998 og en samtidig medlemsnedgang på 6000 medlemmer konsekvenser for Energicentret. Hidtil har renterne af SID´s konfliktfond været brugt til den daglige drift, men nu skal der spares 40 – 50 millioner, fordi konfliktfonden er svundet ind, og renteindtægterne ikke længere er til rådighed.

Det betyder, at 4 pedeller, 2 kontorassistenter, 9 rengøringsassistenter, 1 bibliotekar, 23 køkkenmedarbejdere og 1 forstander står uden arbejde ved udgangen af 2000.

I perioden 2000 – 2006 står Energicentret tomt. Først i 2006 sælger 3F Energicentret til en investor, der vil omdanne centret til et stort og mondænt wellnesscenter og hotel – Sam Hotels. Det kommer aldrig rigtig i gang, da et par konkurser -  først i wellnessdelen og senere i hoteldelen -sætter en stopper for initiativet.

I august 2009 genåbner Sam Hotels som Femern Link Hotel, men det ender igen i en konkurs. I 2012 overtager Alm. Brand stedet på tvangsauktion, og har siden uden held søgt at sælge til flere sider.

De nuværende ejere overtager stedet den 1. maj 2015 med henblik på at realisere visionen om at udvikle og drive Danmarks bedst beliggende friplejehjem med de fagligt bedst rustede og mest dedikerede medarbejdere og de mest tilfredse beboere og pårørende.