Beboer i fokus, Alfred

Vores beboere sidder med så megen livserfaring, at det ville være synd, ikke at dele deres livshistorier. Vi har igen valgt at sætte en beboer i fokus, og denne gang er valget faldet på Alfred.

Alfred er en ældre herre på flotte 91 år, der har levet et alt andet end let liv. Han har et fast håndtryk og fortæller om en tid, der har sat spor. Alfreds første minde er fra da han var 6 år gammel og blev anbragt i en plejefamilie.

Alfred var ikke glad for sine plejeforældre, og man kan fornemme, at det har været en tid, der ikke har kunnet undgå at have præget Alfred. Alfred fortæller, at han ofte fik tæsk som barn, specielt af sin plejemor Mathilde, som havde en kæp. Denne kæp husker Alfred tydeligt, og man kan høre bitterheden og vreden i stemmen, når han fortæller, hvordan plejemoren gentagne gange slog.

Plejeforældrene havde en gård, og her skulle Alfred naturligvis hjælpe meget til. Alfreds arbejde bestod primært i at trække sukkerroer op, og hugge toppen af dem. Alfred havde 3 tønder land han skulle trække op, og hvis han ikke klarede det, eller plejemor ikke var tilfreds, fik han tæsk med kæppen. Alfred fortæller, at han ofte fik tæsk, selvom han klarede opgaven godt, men at han tog imod tæskene.

Det var også en tid, hvor Alfred opdagede, at hvis han satte sig noget for, så kunne han klare det, som han siger:  ”Jeg kunne klare alt”. Så det at trække 3 tønder land sukkerroer op, var ikke noget problem for Alfred, han synes, det var hårdt, men kroppen kunne godt klare det.

Alfred beskriver, at hans plejemor behandlede ham, som hun havde lyst, og at han aldrig rigtigt følte sig tryg ved hende. Hun var meget svært at gøre tilfreds. Alfred siger: ”Jeg var jo plejebarn, så de kunne gøre med mig, hvad de ville. Hun slog mig i tide og utide”, han tilføjer ”Men jeg kunne klare det, for jeg var stærk”.

Arbejde
Hele livet har Alfred arbejdet med landbrug, det har han gjort, siden han kan huske og noget han har været glad for at arbejde med. Alfred nød at arbejde ude, arbejdet var hårdt og Alfred skulle tidligt op og sent i seng. Det har altid været den tilgang Alfred har haft, og han er gået ind til opgaverne og udfordringerne med den overbevisning, at det skal han nok klare.

Som ung arbejdede Alfred på mange forskellige gårde, men han beskriver specielt én, som har været en rigtig god tid for ham. Alfred tjente engang i Brandstrup, hos en mand der hed Niels Henriksen. ”Her fik jeg god mad, og havde det rigtig godt”. Niels havde 2 sønner, Hans og Knud og dem havde Alfred meget sjov sammen med. Alfred fortæller, at efter arbejde var han ofte sammen med Hans og Knud. ”Vi lavede alverdens sjov, hver gang vi var sammen”.

Som dreng dyrkede Alfred ikke noget sport, da arbejdet var førsteprioriteten. ”Det var der ikke tid til, jeg skulle jo arbejde”. Alfred fortæller, at det ikke var en beslutning, han selv tog, men en beslutning der blev taget for ham. Senere begyndte han at dyrke sport, -  håndbold og gymnastik kastede han sig over, og nød virkelig at dyrke det. Rejser er det ikke blevet så meget til, tiden har aldrig været til det. ”Jeg skulle jo bestille noget, der var nok at lave, så det var der ikke tid til”. Dog kom Alfred de senere år afsted og har været lidt ude og rejse bl.a. i Østrig og Tunesien. Her havde Alfred sit videokamera med for at optage minderne. 

Soldatertiden
Alfred blev soldat i 1943 som 17-årig, og skulle aftjene sin værnepligt i Vordingborg. Men kort tid efter blev han sendt til Sønderborg, hvor han skulle gå grænsevagt under 2. verdenskrig. ”Det var hårdt, synes jeg, vi skulle marchere meget og lave mange andre ting”.

Alfred gik sammen med Henning, og de to udviklede et venskab. Den ene aften, hvor Alfred og Henning stod vagt, gik de ind i en skov, hvor det stod en mand. De råbte ham an, og bad ham om at sige kodeordet, hvilket han ikke kunne, så de måtte anholde manden. Da de kommer tilbage i lyset, viste det sig, at manden, de havde anholdt, var deres egen kaptajn, hvorefter de fik ros for at have gået en godt vagt. Alfred ser stadig Henning med mellemrum, og de to har været gode venner lige siden. Når de mødes, bliver der udvekslet gamle soldaterhistorier. Under soldatertiden døde Alfreds bror Frank ulykkeligvis af kræft, og Alfred måtte spørge om orlov for at komme hjem til begravelsen.

Kohaugegård
I 1949 købte Alfred Kohaugegård. På gården havde Alfred 25 tønder land med sukkerroer. Senere købte Alfred yderligere 75 tønder land af Karl Petersen, så han var oppe på at drive 100 tønder alt i alt. Det var hårdt arbejde at passe gården. Alfred stod op, før børnene skulle i skole for at gå i marken, når så børnene kom hjem, var det direkte ud og hjælpe til. Alfred fortæller, at det var sådan man gjorde, vi skulle jo dyrke vores afgrøder, så vi kunne tjene penge, så familien måtte hjælpe til.

På gården var der også dyr, -  de havde køer i begyndelsen, men ophørte med det, og lavede stalden om til svinestald. Herefter havde de mellem 200-300 grise.

Skader
Alfred fik i 2000 en blodprop i hjernen. Den sad i venstre hjernehalvdel, og der begyndte det at gå lidt ned ad bakke. Han synes ikke han blev tilbudt genoptræning, men fik nogle piller for det.

Udover blodproppen, er Alfred også kommet til skade med sine fingre. Det skete ude på værkstedet i Toreby, hvortil de flyttede i 1988 og hvor Alfred levede sit andet liv.

En drøm går i opfyldelse
Alfred har altid haft en drøm om, at blive tømrer, men måtte ikke få en uddannelse, fordi de andre plejebørn heller ikke fik en uddannelse. Da Alfred blev voksen, fik han sig et værksted, hvor han byggede mange forskellige ting, det blev blandt andet til mange møller, 25 store legehuse, fuglefoderhuse og fuglekasser og meget andet. Det solgte han på DBA.

Alfred var meget uheldig, fordi han skar et stykke af sin tommelfinger af på en rundsav. Senere skar han yderligere 3 fingre af. Her efter kneb det med at komme i gang igen. Da han skar de 3 fingre af, viklede han et viskestykke om hånden, tog bilen og kørte ind til skadestuen. Siden sidst han have været på skadestuen, var den blevet flyttet, så han kunne ikke finde den. Med manglende fingre og et blodigt viskestykke fandt Alfred dog receptionen, som kunne sørge for at han kom den rette vej til skadestuen. Den ene finger stod ikke til at redde og måtte derfor amputeres. 3-4 måneder efter stod Alfred igen på værkstedet.

Så skete det så, at Alfreds jakke røg ind i en maskine, hvor jakken blev trukket ind. Det betød, at Alfred fik revet sin hud af på armen. Efterfølgende tog børnene en snak med Alfred, og de besluttede i fællesskab, at nu skulle rundsaven ikke længere være noget, han skulle bruge.

Familien
I 1949, samme år som gården blev købt, giftede Alfred sig med Birgit og sammen fik de Villy, efterfølgende fik de Karin, Anne Lise og Susanne. Desværre gik Birgit bort for 6 år siden, og Alfred har siden været alene.

Villy er udannet klejnsmed, og han har blandt andet været med til at lave ”pyramiden” på GuldBoSund. Villy har tidligere været selvstændig, men er nu gået på pension.

Karin har i mange år arbejdet i en Irmabutik, men på grund af en skade skiftede hun retning. Nu arbejder hun som laborant på Statens Seruminstitut.

Anne-Lise kom i lære som kontorassistent, og derefter til Raaco, som salgsassistent i den danske afdeling. Det endte med, at hun kom til at sidde med ansvaret for den nordiske afdeling.

Susanne kom i lære på Nysted bogtrykkeri som grafisk trykker, men brændte for noget helt andet, så hun arbejder nu som anlægsgartner.

Børnene kommer så ofte på besøg, som de kan. ”Så sidder vi, og får os en bajer, og snakker lidt om tingene”, siger Alfred. Man kan mærke på Alfred, at det er noget han nyder, og han lyser op hver gang han snakker om børnene. Han har næsten også lige været til sit 8. oldebarns barnedåb.

Ophold på GuldBoSund

Alfred har boet hos os næsten fra starten og siger, at han har det rigtig godt her.  ”Nu er der ikke noget, jeg nødvendigvis skal lave, og jeg kan bare slappe af”. Maden roser han og siger, at den smager dejligt, og han spiser, alt der bliver serveret for ham. Alfred fortæller, at det også er dejligt at komme til et sted, hvor han har noget selskab, et sted hvor der er noget liv.

Omgivelserne er han meget tilfreds med. ”Jeg bor dejligt her og nu”, siger Alfred. ”Der er ikke noget jeg skal spekulere på mere, jeg skal bare spise og have det godt”, tilføjer han. ”Personalet er nogle forfærdelige gode mennesker alle sammen” siger han, og han kan ikke komme på, hvad der skulle gøres anderledes, for her på GuldBoSund, har han det så godt.